ICARE sætter ansigt på en ven

Anna er voluntør på Stairway. Hun har skrevet denne artikel om sine oplevelser med forårets ICARE-uge 2010

Det lyder som den klassiske kliche-fortælling. Man sætter nogle fattige og nogle rige
børn sammen, beder dem lave en masse aktiviteter sammen, og så kommer alle ud på den anden side beriget med venskab og indsigt i sig selv og kontraparten. Det er nogenlunde sådan, det foregår, når Stairway afholder ICARE-camp bortset fra, at der intet klicheagtigt er over det. Tværtimod er det noget af det mest unikke, jeg nogensinde har fået mulighed for at deltage i.  
 
En varm velkomst
Det hele starter med ankomsten af en flok priviligerede rigmandsbørn fra et andet land. De mødes af en flok fattige, indfødte filippinere - Mangyans, - der generte stimler sammen i små grupper for at se på, mens en velkomstkomite af Stairways gadebørn, lærere, socialarbejdere, køkkendamer og andet godtfolk står klar til at involvere disse gæster i livet her på stedet.
 
Leg og læring
Når man er en ung volontør, skal der ikke meget overtalelse til, før man frivilligt kaster sig ud i leg og bliver som et barn igen. Den følgende uge er det lige præcis, hvad jeg får rig mulighed for, for programmet byder på skattejagt, cirkuskunster, ansigtsmaling, strandspil, lange gåture med medbragt madpakke, dans og sang, fremstilling af reklamefilm, malerier, armbånd, drømmefangere, stearinlys og en million andre ting, der lidt fortaber sig i den varme fornemmelse i maven, det giver at tænke tilbage på de mange, intensive oplevelser.

Sandheden om en anden verden
Ud over al glæden og varmen behandles også langt alvorligere og nedtrykkende emner i ugens løb. Det er jo ingen tilfældighed, at det lige netop er børn fra toppen og bunden af samfundet, der er blevet bragt sammen. Selv om man som velstillet vesterlænding nødigt tænker på det, så kommer Stairways børn fra en verden, der for os er umulig at forestille sig. En verden, hvor børn ikke er børn, hvor børn bliver mishandlet og udnyttet seksuelt, hvor børn bliver ignoreret og behandlet som det skidt, vi træder på, hvor børn er sultne og syge, og hvor børn bliver voksne før tid, fordi de er tvunget til det. Sandheden om denne verden kommer frem og bliver diskuteret grundigt for at komme over det tabu, som gadeliv og fattigdom ellers nemt bliver for os, der aldrig har levet på kanten. Børnene fortæller mere eller mindre direkte om deres egne oplevelser.
 
Forståelse giver venskab
På tværs af sprog, kultur, rigdom, alder og hudfarve bliver der knyttet stærke bånd, og de før så anderledes udlændinge er blevet indlemmet i vores evigt voksende Stairwayfamilie. De og jeg har lært, at vores heldige tilværelse ikke er universel, og at selv om man ikke kan ændre verden, så kan man trods alt sende den i den rigtige retning med et smil og lidt omsorg for nogen af dem, der behøver det allermest.

Med kram, tårer og forhåbning om gensyn blev der taget afsked, og uden helt at vide om det er håbefuldt eller naivt, så tror man på, at denne ene uges hændelser har været nok til at indgyde ambitioner og drivkraft hos vores egne Stairway-børn og hos de indfødte Mangyans, og nok til at gøre de velstillede gæster til opmærksomme og medmenneskelige verdensborgere, der i hvert gadebarns ansigt ser en ven.