Jeromes historie

Jerome er 13 år og har boet på Stairway i knap to måneder, da han fortæller sin historie.

Af Elizabeth Padillo Olesen

»Jeg kender ikke mine forældre.

Det er lang tid siden jeg har set dem. Jeg har forladt dem. De tæskede mig med en rem for småting jeg gjorde, som de ikke kunne li´. Og jeg måtte ikke gå i skole. Så forlod jeg dem og boede på gaden«.

»Jeg klarede mig ved at pudse sko. Og jeg vaskede biler og tiggede. Jeg kunne tjene 200 pesos om dagen (ca. 20 danske kr.). Nogle dage meget mindre. Jeg købte mad i Luneta, nær ved busterminalen eller ved nogle mad-jeepneys.

Så blev jeg taget af politiet og kastet i fængsel. Og siden hen overført til et center i Marikina«.  »Her kom jeg i skole, i tredje klasse. Men jeg blev der ikke lang tid. Jeg stak af fra centret, fordi livet var så anderledes der. Jeg kedede mig. Jeg savnede alle bilerne og menneskene i gaderne. Jeg havde gået og håbet på, at der kom en familie, der ville adoptere mig. Jeg ville ikke tilbage til min egen familie«.

»En dag gik jeg på Roxas Boulevard, lige ved havet. Jeg tog et bad i havet. Da jeg kom op af vandet og var ved at gå, var der en mand der kaldte på mig. Han var meget venlig. Han tog mig med over bag buskene. Han suttede på min penis (drengen smiler og bukker) og gav mig 200 pesos«. »Jeg havde det forfærdeligt, men kunne ikke fortælle nogen om det. Jeg var glad for pengene«.

På spørgsmålet om han ville gøre det igen, svarer drengen ikke.

»Så kom jeg til et andet center for gadebørn i Manila. Det kunne jeg heller ikke li’. Døren var altid låst. Vi kunne ikke komme ud, kun når vi havde sport. Vi fik meget lidt mad, to kopper ris om dagen og en lille smule kød. De ville have at vi skulle sidde ned hele dagen«.

»Så kom der nogen fra Stairway og interviewede os, og jeg kom til Stairway«.
»Her er der rart at være, fordi her er stille. Vi er frie, det er som om vi er en stor familie. Vi bor I et hus, der er ingen tremmer, det er ikke et fængsel. Jeg har alle mine venner, de elsker os«, siger Jerome og nævner navnene på alle de ansatte på Stairway og Lasse og Monica.

»Og her lærer vi noget og kommer I skole. Og jeg har lært at  bruge mine hænder, jeg kan lave en drømmefanger«.