Set med egne øjne
Stairway Danmarks formand Søren H. Sørensen har været på tur rundt i natten sammen med en repræsentant for en af Stairways samarbejdsorganisationer. Her kan du læse hans beretning.
Af Søren H. Sørensen
Klokken er ved at være 18 i Manila, og mørket har allerede sænket sig over storbyen med 12 mio indbyggere. Vi venter i loungen på vores hotel, hvor vi har en aftale med Nancy fra organisationen Child Hope Asia Philippines, som er en af Stairways nære samarbejdspartnere.
I aften skal vi sammen med Nancy ud og se, hvordan Child Hope arbejder med gadebørnene og deres familier. Nu dukker Nancy op, og vi får hilst på hinanden. Vi beslutter at gå hen til det område, hvor en socialarbejder holder til – ca. en km fra vores hotel.
Snart har vi lagt det store oplyste hotel bag os, og gaderne bliver hurtigt smallere og smallere. Mens vi går, fortæller Nancy, at hun er leder og koordinator af 30 ’streetworkers’, der hver dag sent på eftermiddagen og om aftenen opsøger børn på gaden.
De hjemløse jages væk
I december er der Asian Summit i Manila. Det betyder, at politikerne og borgmesteren vil have de hjemløse væk fra de store hovedstrøg. Nancy peger ned ad en smal gyde, der er ca. 4 meter bred og 300 meter lang. Indtil for nylig boede her over 300 familier, og hver familie består af 6-7 personer.
Nu er de væk.
Området, vi bevæger os igennem, bliver fattigere og fattigere, og mange steder må vi gå uden om hjemløse, der ligger og sover – måske på et stykke pap eller en avis. Men så pludselig er vi fremme, hvor socialarbejderen arbejder.
Streetworkers i funktion
Ved et langt aflangt bord, der er stillet op på fortovet med små stole omkring, sidder 10-12 børn i alderen fra 3-8 år. En dreng på ca. 14 år sidder med en bog og læser historie for dem. Børnene er meget ivrige og peger på billederne i bogen og ser ud til at have det rart.
Et par meter længere henne sidder to større drenge. Nogen har været efter dem, og de har måttet flygte over et pigtrådshegn. Her har de fået revet fødderne til blods, og de får nu behandlet deres rifter og sår. Endnu et par meter længere fremme holder en varebil med bagklappen slået op. I bilen står et TV-apparat og en DVD-afspiller. Det skal bruges om lidt, når børnene skal se film.
Undervisning på gaden
Alle børnene får nu besked på at tage deres stol og sætte sig på et par rækker bag ved bilen, så de kan se TV'et. Socialrådgiveren starter den generator, der er placeret foran bilen, nu er der sat strøm på, og filmen kan begynde.
Medens de små sidder på rad og række, dukker et par mødre op med deres helt små børn på armen, de sætter sig også for at se filmen. Aftenens undervisningsfilm handler om en dreng, der har downs syndrom. Filmen slutter, og alle de større børn bliver siddende for at snakke om filmen, mens de helt små rykker hen til deres bord for at få læst endnu en historie op.
En mor med et lille spædbarn på armen spørger, om vi vil med hen og se, hvor hun bor. Vi går ind gennem en låge til et område, hvor der ikke er lys. Gadelygterne fra vejen skinner så meget, at vi kan ane en mellemting mellem en byggeplads og losseplads. Hun viser os sit lille ’hus’ på 10-12 kvadratmeter – men hun har dog tag over hovedet.
Rundt om på området ligger folk og sover – hjemløse – ejer absolut intet.
Hvor er fædrene?
Det er få børn, som socialarbejderne kan nå med deres lille mobile enhed. Pengene til arbejdet kommer fra hjælpeorganisationer og fra private firmaer, som fx Shell og The Body Shop. TV apparat og DVD er stillet til rådighed af Stairway.
Efter et par timer sammen med Nancy er vi blevet meget klogere på gadebørns vilkår, og endnu en brik i Stairway’s arbejde er blevet tydeliggjort. Én ting var slående – børnenes fædre så vi ikke meget til den aften.
