Juni 2011: Flere undersøgelser i Filippinerne har vist, at døve børn har langt større risiko for seksuelt misbrug end hørende børn. Måske fordi krænkerne tror, at de trygt kan misbruge døve børn, fordi de har sværere ved at fortælle andre om overgrebet.
Samtidig er de institutioner, som arbejder med at behandle sexmisbrugte børn, dårligt rustet til at håndtere sager, der involverer døve børn. Det skyldes bl.a., at der stort set ikke findes materiale om forebyggelse af sexmisbrug, som specielt er rettet mod døve.
Stairways materialer på tegnsprog
Det har Stairway besluttet at gøre noget ved. I samarbejde med US Peace Corp og med De La Salle College of Saint Benilde, der er en skole for døve i Manila, har vi nu udgivet vores tegnefilm om sexmisbrug i en version med tegnsprog. Samtidig har Stairway indgået et partnerskab med to organisationer, der arbejder med døve - SEADC i Manila og GVSP af Cebu - og har startet træning af medarbejdere og frivillige fra de to grupper.
Stairways trænere er blevet mødt med en helt usædvanlig entusiasme og interesse, og efter blot et par måneders træning af medarbejdere og frivillige, og de to NGO’er allerede nået ud til et stort antal af døve børn i deres lokalsamfund. At dømme ud fra foreløbige feedbacks og observationer har resultaterne været meget positive.
Styrke de døves organisationer
Ud over at træne de to grupper i at bruge Stairways materialer til forebyggelse af sexmisbrug hjælper Stairway de to NGO’er med at styrke deres egne organisationer. De døve er en meget sårbar gruppe i Filippinerne, og deres organisationer får kun meget lille støtte fra det offentlige. Derfor har de stort behov for at blive bedre til administration, organisation, fundraising, kommunikation og meget mere.
Stairway vil nu forsøge at udvide samarbejdet med døveorganisationer i andre dele af Filippinerne. Det kræver dog, at vi finder en fond eller privat donor, som vil hjælpe med til at finansiere indsatsen. Hvis du har kendskab eller kontakt til donorer, som kunne tænkes at hjælpe, må du meget gerne kontakte vores fundraiser Claus Abildgaard på
claus@stairwaydanmark.dk