STAIRWAY DANMARK
 

Håndsyede dukker til 15 politistationer i Manila

Juli 2011: Stairway har lavet aftale om at hjælpe 15 politistationer i Manila med at indrette rum, der er særligt egnede til at afhøre børn i forbindelse med vold og misbrug. Ligesom i Danmark er der brug for hyggelige rum med venlige farver og legetøj, hvor børnene kan føle sig trygge. Stairway har tilbudt at male og indrette rummene og samtidig træne og uddanne de politifolk, som står for afhøringerne.
 
Specielt i forbindelse med sager om sexmisbrug er der brug for anatomisk korrekte dukker, altså dukker med kønsorganer, så børnene kan vise, hvad de har været udsat for ved at lege med dukkerne. Sådanne dukker kan kæbes, men de er utroligt dyre. Derfor har en Stairways Birgit Lind udviklet og syet en serie af dukker, som udgør en familie med far, mor, børn, bedsteforældre og en onkel.
 
Lokale kvinder skal læres op
Birgit har syet de første mange dukker, og i løbet af efteråret skal en håndfuld lokale kvinder i Filippinerne trænes op til at sy mange, mange flere. På langt sigt skal der nemlig dukker ud til flere hundrede politistationer og børneinstitutioner. I den forbindelse siger vi tak til firmaet Guldager Symaskiner i Århus, som har skaffet 3 meget solide symaskiner til os.
 
Projektet er blot en lille del af det stadig tættere samarbejde mellem Stairway og politiet. Fra i år skal Stairway således træne samtlige nye politifolk i hele landet – op mod 17.000 kadetter årligt – i børns rettigheder og forebyggelse af sexmisbrug. Det er en helt enestående samarbejde, som har været under opbygning i flere år.
En vigtig forklaring på Stairways utrolig gode samarbejde med det filippinske politi står her sammen med fundraiser Claus Abildgaard (th) og projektleder Lars Jørgensen: General Clarance Guinto, som i dag leder det nationale politis afdeling for menneskerettigheder. Hans kone Taya sidder i Stairway Foundations bestyrelse, og via hende har han kendt og værdsat vores arbejde gennem mange år - og han har åbnet mange døre for os.
 

Juli 2011: Stairways psykolog Aleah Taboclaon skal træne politifolkene i at bruge de anatomiske dukker i afhøringer af børn. Alle dukkerne er forskellige og skal nu have malet ansigter af Stairways ’huskunstner’ Antonio Ramos.

Fra oktober kommer dukkerne også til salg i Stairways butik.

Stairway Danmark, Sankelmarksvej 15, 4760 Vordingborg - støt os på giro 0004499 (Korttype +1)
Lav din egen hjemmeside med mono.net