STAIRWAY DANMARK
 

Stor støtte til Stairways arbejde i første halvår af 2011

Juli 2011: I første halvår af 2011 har Stairway Danmark modtaget i alt 600.000 kr. i støtte fra virksomheder, fonde og privatpersoner. Dermed har vi indsamlet præcis halvdelen af de 1,2 mil. kr., vi har brug for i år.

Blandt de nyeste bidrag er hele 200.000 kr. fra Stairways gamle venner i Paula & Axel Nissens Legat, 30.000 kr. fra Dalhoff Larsens Fond, 50.000 kr. fra Erik Thunes Legat, 25.000 kr. fra Ole Kirks Fond, og 10.000 kr. fra Mads Clausens Fond. Desuden har vi mdtaget en lang række mindre bidrag fra medlemmer, som tilsammen løber op i over 10.000 kr. Se oversigten over bidrag her.

Tak for de mange bidrag
" Vi retter en stor tak til alle de mange mennesker, som støtter os i Danmark. Vi håber på, at I fortsat vil bakke os op i de kommende år, så vi kan fuldføre den store opgave, vi har sat os for: At sikre børns rettigheder og forebygge sexmisbrug af børn i Filippinerne", siger Claus Abildgaard, der kordinerer Stairway Danmarks fundraising.

"I efteråret venter med andre ord en ny stor opgave - men omvendt ved vi, at mange penge er på vej: Vi har mange ansøgninger ud hos fonde og virksomheder, og 23. september har Rødkilde Gymnasium i Vejle sin årlige indsamlingsdag. Sidste år indsamlede de hele 200.000 kr., så det er et helt uvurderligt bidrag", fortsætter han.

Støtte fra Danida og andre lande
De 1,2 mio. kr., som Stairway Danmark samler ind, dækker ca. halvdelen af driftsbudgettet for Stairway Foundation Inc. i Filippinerne. Resten kommer fra Kindernothilfe i Tyskland, fra Leger Foundation i Canada og fra de penge, som Stairway selv tjener på bl.a. kurser.

Oven i de 1,2 mio. kr. modtager Stairway 600.000 kr. årligt i støtte fra fra Danidas Projektpulje. Disse penge finansierer det store spredningsprojekt, hvor Stairway skal træne et netværk af 48 andre børneinstitutioner ud over hele Filippinerne. Til gengæld støtter Danida ikke de øvrige dele af 'Brek the Silence' projektet om forebyggelse af sexmisbrug. Danida støtter heller ikke Stairways børnehjem, scholarshipprogrammet, arbejdet blandt de mangyanske bjergfolk. Disse aktiviteter er helt afhængige af private bidrag.

Ingen administration i Danmark
Langt de fleste af de indsamlede penge går direkte til arbejdet i Filippinerne. De udgifter, vi har i Danmark til bl.a. hjemmeside, tilsynsrejser, porto og forsikringer, bliver 100% dækket af tilskud fra Tips og Lotto. Der er ingen udgifter til løn i Danmark. Alt arbejde i foreningen er frivilligt og ulønnet. Dog refunderer foreningen direkte udgifter til fx transport til og fra bestyrelsesmøder.

"Vi kan derfor med stolthed sige, at hver eneste kroner, vi får i private bidrag, går ubeskåret til arbejdet i Filippinerne", siger Claus Abildgaard.
 

Juli 2011: Rødkilde Gymnasium er blandt Stairways vigtigste støtter. Men også en række fonde og virksomheder yder et utrolig virgtigt bidrag, som vi ikke kan undvære. Tak til alle vores støtter - og velkommen til et fortsat samarbejde!

Stairway Danmark, Sankelmarksvej 15, 4760 Vordingborg - støt os på giro 0004499 (Korttype +1)
Lav din egen hjemmeside med mono.net