Fluen på væggen i Den Tredje Verden

Af: Mette Behrend, student fra Rødkilde Gymnasium
 
I den gode sags tjeneste. Levende guld-, sølv- og bronzefigurer pryder igen Vejles gågade. Raslebøsser. Bilvask. ”Vil du give et bidrag til børnehjemmet Stairway, som hjælper filippinske gadebørn?”. Hvert år i september måned danner Vejle rammerne for en indsamling med Rødkilde Gymnasiums elever som primus motor igennem forskellige indsamlingsaktiviteter.

Denne tilbagevendende begivenhed munder ud i et beløb, der sendes til børnehjemmet Stairway, som ligger på Filippinerne. Imponerende 186.000 kr. blev det til i år, da indsamlingen for 18. gang løb af stablen. Jeg kendte til stedet efter at have samlet ind igennem tre år. Min nysgerrighed rakte dog videre, da jeg var interesseret i at se, hvad vejlensernes bidrag går til - derfor aflagde jeg Stairway et besøg.    
 
Rædsomme realiteter
Når man ser til venstre forlader et miskmask af ris og sammenkogte grøntsager drengens mund. Med kroppen foroverbøjet tager aftensmaden en tur retur til tallerkenen. Han slår en varm latter op over en bemærkning fra sidemanden. De ser lige gamle ud. Omtrent tolv eller tretten år med kulsort hår og vakse blikke, som flakker rundt på de øvrige, der sidder omkring bordet på de blå plasticsæder. Til højre sidder en flok knægte ligeledes samlet om et bord, hvor snakken går i takt med, at de øser ris op på tallerknerne. Masser af ris!

Det summer af liv, når sådan en flok drenge i alderen elleve til sytten er samlet. Grunden til de er samlet, vil de uden tvivl ønske, at de kunne fortrænge. Glemme. Være foruden. Når man kigger rundt, er det ikke til at forstå, at fællesnævneren for hver og en af dem er, at de er blevet seksuelt misbrugt og derfor er på Stairway. Når mit smil møder deres, er det ikke til at begribe, hvad de bærer rundt på. Tilbage sidder man blot med spørgsmålet; hvordan kan disse overgreb dog finde sted?

Forestil dig en tegnefilm. Tegnefilmens skurk er ham den lede og ubarmhjertige mand, som indfanger byens herreløse hunde i et net og kyler dem ind i sin lastbil. Det sker naturligvis ikke uden voldsom gøen og modstand fra de stakkels hunde. Et liv som omstrejfer får dermed ende. I hundefængslet tilbydes der celler, hvor kvadratmeterne er mere end udnyttet, og hvor hundene mishandles af fængselsbetjentene. Men heldigvis får pinslerne en ende, når den kækkeste hund i kvarteret befrier de tilfangetagne. De løber i en glædesrus væk fra fængslet og ud i gaderne, hvor livet som omstrejfende hund atter kan genoptages!

Forestil dig nu storbyen Manila. Du husker nok lastbilen? Den er den samme. Nettet er nu skiftet ud med de bare næver. Og ja, hundene er i øvrigt filippinske gadebørn, som lever i slummen. Betjentene indfanger de børn, som ikke løber hurtigt nok. På samme måde fyldes fængslerne - eller rehabiliteringscentrene som de kaldes - med børn. Rehabilitering, tænker du? Afvænning fra det lim, som sniffes i gadebilledet. Det lyder jo ganske medmenneskeligt. Betjentene placerer gadebørnene i trygge rammer for at afvænne dem. Det må siges at være en god gerning. Men hvor bliver medmenneskeligheden af, når en voksen mand, som er ansat til at passe på et barn, misbruger det seksuelt? Gentagne gange.

Dette eksempel er blot et ud af mange, som beskriver, hvordan filippinske børn forulempes. Et andet eksempel, som blev omdrejningspunktet for stifterne af Stairway, Lars C. Jørgensen og Monica D. Ray, ligger noget tilbage i tiden. Inden vi skrev 1990 lignede den filippinske ø Mindoro, ved første øjekast, et uspoleret paradis med kridhvide sandstrande og tropiske palmetræer omringet af et azurblåt hav.

Omgivelserne er den dag i dag de samme. Dog foregik der førhen ting i de små strandhytter, som på ingen måde er et paradis værdigt. En tysk herre tog imod betaling, som alt efter beløbets størrelse tillod betaleren at købe sig til et barn eller sågar flere børn natten over. Uden indgriben. Denne adfærd fik de to unge omrejsende til at skride til handling. Uden tøven. Det fik dem til at bryde tavsheden og igangsætte en kamp for børns rettigheder.

En håndsrækning
Efter Lars C. Jørgensen og Monica D. Ray konstaterer, hvordan forholdene er på Filippinerne, grundlægger de Stairway. Det sker med en vision om at få de mest sårbare og socialt dårligt stillede børn til at forstå og realisere deres muligheder, håb og drømme. Men denne vision medfører en kompleks proces, der omhandler gradvis opbygning af tillid. Nogle af drengene ligger de første nætter søvnløse, fordi den pulserende storbys vibrationer er byttet ud med lyde fra en tropisk skov, som et gadebarn ikke har kendskab til. Først skal de nye omgivelser accepteres og dernæst den håndsrækning, som netop disse omgivelser rækker ud.

En dag hvor drengene er samlet til musikundervisning, går jeg rundt og iagttager stedet. Rundt omkring finder jeg skilte, som børnene blandt andet udarbejder i et af en række af kreative fag. De påmalede budskaber er for mig selvfølgeligheder og højest sandsynligt også for mange andre fra den vestlige verden. Banaliteter vi tager forgivet, men egentlig ikke noget vi går og spekulerer over i hverdagen. ”We Are The World”, ”Every Human Has Rights” og ”Imagine A World Fit For Us Children”.

For de drenge, som kommer til Stairway, er det måske blot diffuse begreber og ord, som er svære at forstå. Noget som de ikke kan forholde sig til. Men sagen er den, at der er spået potentiale ved de drenge, som følger forløbet på Stairway. Det potentiale ønsker man at fremdrive igennem målrettet at arbejde med den enkelte. Drengene er valgt på diverse rehabiliteringscentre af Monica og Lars i fællesskab med projektetssocial-workers, som besidder forskellige kompetencer. Nogle er en form for socialrådgivere, andre undervisere i matematik og engelsk, nogle er tilmed tidligere børn på børnehjemmet, som nu underviser i fx musik, kreative fag og gymnastik/dans og nogle varetager det administrative arbejde. Altså en bred skare med forskellige kvaliteter præger forløbet. Normalvis følger drengene forløbet i et år, inden de sendes videre til andre institutioner, der er indgået samarbejde med.

Det gælder om at videreudvikle, hvad der er blevet opbygget. Nogle børn bliver på Stairway i længere tid, hvis man ser behov for det, da udviklingen sker individuelt. Det bekræftes to formiddage, hvor jeg hjælper drengene med matematik. Koncentrationen og evnerne bliver sat på prøve. For nogle er det grænseoverskridende at spørge mig om hjælp, da opgaver synes umulige for dem. Andre besvarer dem hurtigt og langer smilende og stolte papirerne med de løste opgaver over til mig. At lære drengenes styrkesider og svagheder er en væsentlig del af forløbet. Det bliver et pejlemærke til at finde ud af, hvilken retning det enkelte barn skal i. Hvordan det bedst kan hjælpes og hvilke fremtidsmuligheder, det giver.
 
En evindelig kamp?   
Stairway har kapacitet til cirka 16 børn, men det er blot en ganske lille brøkdel af mange filippinske børn, som forulempes hver dag og ikke ved, at der findes et alternativ. Derfor er det glædeligt, at Stairway har samarbejder på tværs af breddegraderne, som hjælper med at sætte emnet på dagsordnen verden over.

Som en del af kampen for børns rettigheder har Monica D. Ray instrueret en række animationsfilm, som handler om incest, pædofili og prostitution af børn. De er tiltænkt som undervisningsmateriale til børn og til generel oplysning omkring tabuet. At overgrebene formidles igennem farverige animationsfilm gør budskabet håndgribeligt og eksemplificerer på et niveau, hvor børnene kan være med. Måske kan filmene endda få dem i tale.

For gennem tiden er Lars og Monica blevet klar over hvilket tabu, det er, de har kastet lys over ved at gøre misbrug af drenge til Stairways' mærkesag. 16 børn om året er ikke mange, når man tager problemets omfang i betragtning, men det er tydeligt at se, hvordan Stairways' vision bærer frugt. Grunden til, at de kan give drengene muligheder, er blandt andet igennem de bidrag, som Rødkilde Gymnasium hvert år sender af sted. Kampen må starte et sted - om end i det små. Stairway kæmper nu på 21. år.