Brev fra en voluntør: En spinkel bro over en bred kulturkløft

Maj 2012: Ida Buch er uddannet jordemoder og har arbejdet som voluntør i Stairways projekt blandt de oprindelige folk på Mindoro fra november 2011 til foråret 2012. Hun beskriver her de meget dybe kulturelle skel mellem hende og de lokale bjergfolk. Et skel, som også er med til at holde mangyanerne i udkanten af det 'normale' filippinske samfund. Hun skriver:

I november 2011 tog jeg ud for at redde verden. Det blev begyndelsen på et helt specielt venskab med en gruppe mennesker, der er meget forskellige fra mig selv på mange måder. Mit projekt hos Stairway bød mig arbejde primært på Stairway Farmen på Baclayan, et bjerg ca. 10 km fra Stairway centeret. Her tilhører de lokale samt arbejderne Mangyan Stammen.

Mine oplevelser på bjerget har naturligvis været mange og facetterede og de skal beskrives andetsteds. Det jeg her vil dele handler om de mellemmenneskelige relationer og interaktioner jeg har oplevet på tværs af en kulturkløft der udgør en væsentlig del af udfordringen ved organisationsarbejdet.
 
Jeg udfordrede de kulturelle normer
I starten var de mennesker som jeg arbejdede med enormt sky, hvilket ikke er usædvanligt for mangyanerne. Det er derimod et stærkt kulturelt karakteristika. De talte ikke til mig, men holdt øje med mig på sikker afstand. Alle var hjælpsomme og sørgede for mig med mad, indkvartering og sikkerhed, men kun det. Når vi spiste ville de hellere vente til senere end at tage mad fra gryden hvis den stod for tæt på mig. De ville hellere spise i på gulvet i et mørkt hjørne end at sidde ved mit bord.

Jeg var forberedt på skyheden, men den var langt mere gennemsyrende end jeg havde fantasi til at forestille mig. Ikke nok med at jeg var fremmed. Jeg udfordrede også de kulturelle normer ved at være kvinde, oveni købet ung og ugift, som arbejder med mænd, samt at være hvid, men ikke chef.

Heldigvis var mit projekt meget individuelt, så jeg kunne nusse rundt med mit arbejde og passe mig selv, mens de vænnede sig til mig. Med tiden blev det mindre og mindre internerende for dem at jeg er her. Vi har fundet en måde at være sammen på hvor det ikke er problematisk at vi ikke har samme sprog.

Pludselig talte han engelsk!
Pludselig en dag, som et lyn fra en klar himmel, var der én der talte engelsk. Ikke sådan meget, men nok til at kommunikere hvis man vil det rigtig meget. Der var nok noget der var vigtigt, som han ville spørge om. Det viste sig at de fleste forstod engelsk til husbehov, og talte en smule.

Det blev en slags milepæl, og jeg tog det som et tegn på at de forsøgte at kommunikere med mig. Der gik ikke længe før de begyndte at joke med mig, som de har for vane med hinanden og med tiden blev det rigtig sjovt at være her. Jeg tror de har det på samme måde for en dag havde de tre faste arbejdere snittet et itui til min kniv med mit navn på. Ituiet er karakteristisk for bønder og jeg tager det meget personligt. Nu føler jeg mig som en del af gruppen.
 
Skyhed er det normale
Jeg tænkte egentlig ikke så meget over den udvikling, der er sket, indtil en periode, hvor vi hyrede folk til at bygge et køkken. Specielt en episode gjorde mig opmærksom på hvor stor indflydelse mangyanernes skyhed faktisk har. En ung mand kom til huset uden at sige noget. Jeg bød ham ind, men da han så, at jeg var alene, stillede han sig ud foran den lukkede dør igen. Det var meget underligt.

Det viste sig at han var der for at søge job og han ville ikke snakke med andre end Elino, vores ældste og mest erfarne medarbejder. Indtil Elino kom en time senere afslog han alle tilbud om kaffe og ly for regnen. Hvor jeg kommer fra ville hans opførsel aldrig have givet et job. Han var aldrig blevet taget alvorligt. Det gjorde det imidlertid her. Hans opførsel var helt normal og accepteret.

Tre uger før de talte til mig
To af de arbejdere vi har nu, arbejdede her i tre uger før de talte til mig første gang. På det tidspunkt var jeg endda ikke et ukendt ansigt for dem. Vi havde tit set hinanden i landsbyen. Indtil da ville de spise i hjørnet, aldrig se mig i øjnene, ikke engang hilse. Hvis jeg talte til dem ignorerede de mig så godt de kunne.

En eftermiddag jeg kom ind fra arbejde sad de to gutter og så hemmelighedsfulde ud. Jeg troede næsten ikke mine egne ører da de inviterede mig til at drikke gin med dem alene. Det var som om de havde taget en dyb indånding og overvundet deres blokade. Gin er en ret stor del af socialt samvær her, så jeg tog det som en slags invitation til gruppen. Endnu en milepæl. Det blev rigtig hyggeligt og de snakkede selvfølgelig også en smule engelsk, selv om de havde holdt det tæt til kroppen så længe.
 
Gør dig fortjent til accept
Der har været volontører på Baclayan før mig som har forsøgt at socialisere, med blandet held. Jeg tror at hemmeligheden bag min stort set gnidningsfrie integration på bjerget primært er tålmodighed og sensitivitet. Jeg tror at folk her har tillid til mig fordi jeg respekterer at de er sky og har deres eget tempo.

Jeg tror det er vigtigt at folk som mig der ønsker at arbejde blandt mangyanerne er indstillet på at gøre sig fortjent til deres accept. De arbejder hårdt og lever simpelt og det er let at falde i kassen med ”rig, forkælet udlænding”. Det er jeg selvfølgelig, det er svært at løbe fra, men jeg meget ud af at gøre som dem så godt jeg kan. Selv om det er små ting der virker ligegyldige kan de have stor betydning. Et eksempel er når vi drikker af gin. Det har enormt stor social betydning at man deler den samme kop. Det er tegn på solidaritet og broderskab. At spise med hænderne var lidt svært at vænne sig til, men det har vist sig at præcis det tager de som et tegn på at jeg forsøger at passe ind.
 
Den kulturelle kløft kan fyldes
Jeg håber at andre volontører senere kan få gavn af min erfaring. For mig er det gode forhold til mangyanerne eller Stairway-teamet nøglen til den verden vi forsøger at ændre. Alt mit arbejde afhænger af deres goodwill. For det første ville jeg aldrig overleve her uden deres vejledning.

For eksempel er ild en videnskab jeg aldrig før har brugt min energi på. Her må du sulte hvis du ikke kan holde ild i et madbål, eller hugge brænde. Det har de så lært mig. For det andet ville jeg aldrig blive accepteret i landsbyen og få muligheden for at dele mit projekt og mit know how, hvis jeg ikke først havde bevist mit værd for de mennesker jeg arbejder med.

Jeg tror at den kulturelle kløft kan fyldes op lidt ad gangen via tålmodighed, indlevelse og gode intentioner.