Kindernothilfe, KNH, Tyskland
Et tysk sidestykke til Red Barnet; dog med tydeligt definerede kristne værdier. Kindernothilfe har været en fantastisk partner siden 2001. De har støttet med ca 40.000 Euro per år til drift, og de har derudover været hovedsponsor på tegnefilmene A Good Boy og Red Leaves. Samtidig bidrager KNH betydeligt til vores nybyggeri. Vi har kontrakt med KNH til 2013.
Leger Foundation, Canada
I 2002 fik vi en dag uanmeldt besøg af Lynda Sauvé fra Leger Foundation i Montreal, Canada. Siden da har de bidraget med omkring 50.000 canadiske dollars per år. Vi har kontrakt med Leger til slutningen af 2012. De har også være sponsorer på alle tre tegnefilm.
Microsoft
Den samme premiere på A Good Boy, der også var premieren på teater stykket Cracked Mirrors førte mere godt med sig. News Channel Asia dækkede begivenheden, og der var folk fra Microsoft i Singapore, som fik øje på, hvad vi laver. Microsoft er nu en af partnerne på filmen Red Leaves, og de vil støtte vores arbejde med træning af politi i Filippinerne over en et-års periode.
Justice for Children Int., USA
En anden ny partner. Jeg mødte de to grundlæggere af organisationen på en konference i Thailand i 2005. Senere samme år besøgte vi organisationen i New Haven, Connecticut, hvor vi lavede en præsentation af, hvordan vi bruger tegnefilm i uddannelse omkring sexuelt misbrug af børn. JFCI er nu en af partnerne på Red Leaves.
CORDAID, Holland
Jeg blev opfordret til at ansøge CORDAID om støtte til Red Leaves, og de er nu også en af sponsorerne på den kommende film. Det er vores første samarbejde med CORDAID, men vi håber at kunne finde nye projekter efterfølgende, som vi kan være partnere på. CORDAID arbejder meget med sexuelt misbrug af børn.
UNICEF Philippines
Chefen for UNICEF Philippines, Dr. Alipui, var også blandt gæsterne til premieren på A Good Boy og Daughter, hvor han i aftenens afsluttende tale roste den kreative tilgang til at skabe opmærksomhed omkring sexuelt misbrug af børn. Unicef har støttet os i vores teaterturne sidste år, og de vil også være partner på Red Leaves. Det væsentligste input fra UNICEF er måske, at vi må bruge deres navn som en anbefaling af vores produkter (teater og film), samt deres tilsagn om at ville hjælpe os i distribuering af tegnefilmene.
Finlands Ambassade i Manila
I 2003 blev vi kontaktet af den finske ambassade i Manila, som var interesserede i at støtte Stairway med et éngangsbeløb til et specifikt projekt. Det førte til, at de blev den første og den største sponsor på vores første tegnefilm Daughter. De havde egentlig sagt, at der kun kunne blive tale om støtte denne ene gang, da de var underlagt krav om ikke at støtte samme organisation flere år i træk. Ikke desto mindre støttede de også A Good Boy, og på premiereaftenen lovede ambassadøren, at de også ville være partner på den tredje film, som vi nu er i gang med. Det bliver dog nok den uigenkaldelige afslutning på et godt og langt samarbejde.